Idégrundlaget

Det er tankevækkende, at mens man i den kommunale sektor ofrer masser af penge på løbende at efteruddanne de mange kommunalt ansatte, er det yderst begrænset, hvad man ofrer på at styrke politikerne i deres varetagelse af den politiske ledelse.

Med undtagelse af borgmestre er kommunalpolitikerne fritidspolitikere, der ved siden af deres hovedbeskæftigelse skal løfte ikke mindre end opgaven at styre hele den kommunale sektor, så den afspejler borgernes vilje, repræsenteret ved de folkevalgte. Kort sagt: sikre at vort demokrati lever og fungerer effektivt og danner bolværk mod det teknokrati, der presser sig på via embedsværket.

Rollen som politiker skal forstås og erkendes af politikerne. Og ikke mindst skal politikerne kunne spille denne rolle. Og det kræver faktisk rigtig meget. Hvad vil det sige at være politiker? Hvordan kan den enkelte politiker opnå indflydelse og præge udviklingen i sin kommune? Hvordan kan den menige politiker sætte en politisk dagsorden? Jeg tror ikke jeg overdriver – eller træder nogen over tæerne – når jeg påstår, at der på dette område er plads til forbedringer.

Ikke mindst kommunalreformen med de færre og større kommuner har gjort rollen som politiker vanskeligere. Alt for ofte er situationen den, at politikerne som et viljeløst organ følger embedsværkets indstillinger. Uanset hvor fornuftige og velovervejede disse måtte være, er det ikke folkestyre eller demokrati.

Situationen i dag er den, at vi har et bekymrende stort demokratisk underskud. Og det er måske en af de væsentligste årsager til, at stadigt flere vælgere – og især de unge – fravælger at deltage i "demokratiet” – ved ikke at afgive sin stemme. Valgdeltagelsen ved kommunalvalgene er således stærkt faldende og det kræver handling, hvis man skal vende den udvikling. Får man en oplevelse af, at det ikke er politikerne, der reelt bestemmer eller kun har begrænset indflydelse, ja, så er motivationen for at møde op og afgive sin stemme nok ikke så stor.

Og det demokratisk underskud er formentlig også den væsentligste årsag til, at det er blevet sværere at rekruttere politikere. Hvorfor lade sig vælge til en forsamling og bruge stort set al sin fritid på det – med store afsavn af familiesamvær mm – hvis man ikke gør nogen forskel?

At udfylde rollen som politiker og dermed udøve politiske ledelse kræver faktisk en række kompetencer, som man ikke kan gå ud fra, at man som politiker bare besidder. Tværtimod er det kompetencer, man som regel ikke besidder, før man sidder i politikerrollen, for før har man ikke haft brug for dem.

Lad mig nævne et par eksempler:

1) Hvordan "sætter man en dagsorden”? Vort system i dag er indrettet således, at det i udgangspunktet er embedsværket, der sætter dagsordenen. I bogstaveligste forstand er det forvaltningsdirektionen, der udarbejder dagsordenen til møderne i de politiske udvalg – i dialog med den folkevalgte udvalgsformand. Men hvordan kommer den menige politiker til fadet? Det kræver nogle kompetencer og værktøjer, som mange politikere ikke besidder – men som kan læres!

2) Et element i politisk ledelse er forhandlinger, først og fremmest mellem partier men også med organisationer og institutioner. Hvor mange politikere har disse kompetencer”? Hvor mange politikere har lært forhandlingsteknikker. Næppe mange – man antager vel, at det kan man bare! Men det kan man ikke bare!

3) Hvordan skal man som politiker evne at sætte sig ind i problemstillingerne – og helt konkret sætte sig ind i de dynger af papirer (måske i elektronisk form), man modtager. Jeg tror alle politikere kender følelsen af næsten at drukne i papirer og informationer. Hvordan undgår man at blive væltet omkuld? At miste overblikket – hvis man overhovedet nogensinde har haft det?

Vi har indrettet os ud fra den noget naive og forsimplede tankegang, at politikerne bare skal komme med visionerne og ideerne – så dribler embedsværket viljeløst disse ideer og forslag i mål. Men sådan er virkeligheden langt fra.

Tiden er for alvor kommet til at fokusere på det øverste niveau i vores kommunale sektor, nemlig det politiske – og dermed det demokratiske element. Politisk ledelse udøves af de folkevalgte – hjulpet hermed af embedsværket. Begge aktører har roller at spille i den politiske ledelse – med politikerne for bordenden. Det er faktisk på høje tid, at vi begynder at tage politikerrollen mere alvorligt – og styrke politikerne til at udfylde denne rolle. Det kræver bevidsthed om rollen og kompetencer. Og det igen kræver uddannelse!
Men også embedsværket skal spille sin rolle i den politiske ledelse bedre. Det kræver ligeledes bevidsthed om – og klarhed over – rollen og kompetencer og værktøjer til at fylde den ud. Og, ja, det kræver også uddannelse.

Og endelig – for det tredje – er der brug for, at samspillet mellem politikere og embedsværk gennemgår store ændringer – gennem en proces med de to parter involveret.
Ovenstående betragtninger er i høj grad funderet på mine egne oplevelser som kommunalpolitiker i snart 12 år. Jeg genopstiller ikke ved det kommende valg – men til gengæld etablerer jeg nu "Akademiet for politisk ledelse” – en virksomhed, hvis mission netop er at bidrage til styrkelsen af den politiske ledelse, først og fremmest i vore kommuner.

Mere konkret ved at tilbyde en egentlig politikeruddannelse i form af et modulopbygget uddannelsesprogram med nogle grundmoduler og en række tilvalgsmuligheder efter behov. Tillige tilbyder akademiet kurser for embedsværket til styrkelse af dets rolle i den politiske ledelse. Herudover tilbyder Akademiet på konsulentbasis at bidrage, at samspillet mellem politikerne og embedsværket i den enkelte kommune og i det enkelte politiske udvalg styrkes.

Læs mere om Akademiets ydelser under menupunktet: Ydelser